Efter beskeden ang. min datter og det har givet anledning til selvindsigt så har jeg selv været ved lægen og udfyldt papirer så hun kunne se om jeg har tegn på adhd, og som jeg nok regnede med så har jeg også stærke udsving på den kant. Hun syntes så at jeg skal videre til nogle professionelle så jeg kan få den rette hjælp når nu jeg jo også har et par andre udfordringer med krop og sind. Jeg kan mærke at alt det med min datter og manglende forståelse fra hendes far, så går det mig rigtig meget på, og humøret er ikke det rigtige, det er som om der er kommet en lille osteklokken ned over mig igen, og når mit sind går bare lidt ned af bakke så gør min krop det også.
Jeg har taget antidepressives i flere år og har været på 20 mg de sidste 3 år for at holde mig stabil, så der ikke er så mange udsving i det daglige, da alle mine diagnoser er nogle der er kendt med depressioner så jeg har altid den ene arm inde i klokken. Nå men snakkede med lægen i dag ang. humøret også og nu er jeg på 30 mg om dagen igen i en periode. Ligeledes har min kollega og ven husket mig på at jeg skal sætte tid af til bekymringer så det er en del af min handleplan det næste stk tid så jeg husker det.
Jeg havde min mindste datter til sin første svømmetime i dag efter sommerferien og da jeg kommer hjem så ligger der en buket blomster og en pakke på bordet. Jeg spørger min kæreste om det er ham og han siger ikke denne gang. Jeg læser på det lille kort og der står min ældste datters navn Rebecca, det er hende der har sendt mig det hele. Jeg pakker kortet ud med billedet af alle mine tre børn og i kortet står der dette/se billede.
Som en rigtig mor og en med hjerte så bliver jeg ekstrem rørt over de flotte ord og den fine tanke. Hun er da super godt opdraget.
Judith Nordby 