Pension

I dag har jeg været til møde med sagsbehandler, godt nok om fleksjob, men fik sagt hvad jeg ville! Der er to måder at få undersøgt om der er mulighed for pension, hvis du siger st du søger pension så bliver det på det foreliggende, det vil sige at de kun må se på de papirer de har liggende og de må ikke indhente tidlligere papirer. Hvis man siger at de gerne må se på mulighederne om man kan blive tilkendt pension, så skal de have fat i de nyeste og alt det der er af papirer fra smerteklinik, psyk, egen læge, tidlligere arbejdsgiver og alt muligt andet så de er meget grundigere.

Ja som i så nok har gættet så har jeg i dag søgt den sidste af de to pensionsmulighedder. Nu er der en masse procedure der skal gennemgås og ventetiden er startet.

Det var hårdt at bede om det! At komme til den anerkendelse af at jeg søger pension i en alder af 45 og jeg har kæmpet siden jeg var 16 år hvor hele smertehelvede startede, sagde nej til en pension da jeg var 21 for følte at mine arbejds muligheder ikke var udtømte.

Nu er jeg startet med at kæmpe for at mit arbejdsliv skal slutte, jeg har ikke mere at give af, jeg er nedslidt arbejdsmæssigt. Derfor arbejder jeg på ikke at blive nedslidt i resten af mine aspekter. Jeg er jo stadig mor, kæreste, veninde og pårørende, hvor andre har brug for mig og jeg for dem. Og det er hvad jeg skal fokusere på fremover

Marts 2022

I marts mdr. måtte jeg desværre sige farvel til mit hjertebarn Maggi. Der blev fundet en hjerne tumor på hende. 😭 det gik meget stærkt fra diagnose til aflivning.
Maggi betød rigtig meget for mig, hun underholdte mig i hverdagen, puttede med mig under min dyne om natten, fulgte mig over alt. Så det har/er et hårdt tab og et enormt stort savn for mig og mine nærmeste. ❤️
Da jeg er meget hjemme og føler mig rigtig dum over at tale til/med mig selv igen og ingen der kan kigge og lytte til mig, så blev vi hurtigt enige om at vi skulle have en anden hund.
En anden hund vil aldrig erstatte Maggi, da hun altid vil leve videre i vores hjerte. ❤️ Men den vil hjælpe mod ensomheden og stilheden i løbet af dagen. Hun vil blive elsket lige så meget som Maggi var. ❤️
Derfor glæder vi os til at byde Luna velkommen i vores hjem mandag d.18/4

Maggi
Luna

Hej igen

Del 2.

Det startede allerede i juli. Jeg havde svært ved at slippe mine opgaver på arbejdet, kunne ikke sove pga. hjernen kørte derud af om hvad jeg kunne gøre bedre, nemmere og for at få flere kursister. Jeg skulle gøre alt for at jeg kunne gøre mig uundværlig, så mit fleksjob evt. kunne forlænges eller jeg blev ansat, ikke kun i projekt, men rigtig ansat og havde et job jeg brændte for.

Man kan sige at jeg også brændte for det, da jeg brændte lidt ud efter kun nogle måneders ansættelse. Jeg glemte mig selv, glemte at lytte til min krop, ja hele mit helbred fysisk og psykisk.

Jeg blev sygmeldt i slut august start september med stress, ret hurtigt efter kom min depression igen og angsten. Jeg lukkede mig inde og ville helst ikke tale med nogle, hvis der skulle være kontakt så var det helst over sms. Jeg hadede at snakke i tlf., havde svært ved at komme ud af døren, kom kun ud hvis det var lægebesøg eller vigtige aftaler ang. mine børn/svigerbørn eller mor. Jeg havde mange ting der belastede mig især lige på det tidspunkt. Følte at min verden var faldet sammen i hovedet på mig.

Samtaler med læge endte ud i en henvisning til udredning, samt en forhøjning af antidepressives. Jeg fik flere flashbacks og angstanfald af tideligere episoder i mit liv. Samt det samarbejde eller mangel på samme, med min yngste datters far og hendes diagnose som jeg skrev i et tideligere indlæg. I slut september startede jeg på min egen udredning og den første del af den sluttede start november, der fik jeg diagnosen ADHD. Da jeg havde haft nogle udsving på autisme, så skulle jeg også igennem den udredning, den blev færdig her i januar og jeg har autistiske træk, men ikke nok til at få selv diagnosen autisme. Det var faktisk meget rart. Inde i alt det her udredning snakkede min psykolog om at jeg har en del PTSD syptomer efter forskellige traumer i mit liv. Til marts skal jeg igennem den udredning med en specialpsykolog.

Jeg var sygemeldt fra august/september til slut november. Min kollega ringede og spurgte om hvordan jeg havde det? For han manglede en til at afholde lær at tackle kroniske smerter med, Om jeg evt. havde mod på det eller om han skulle finde en vikar? Vi blev enige om at jeg skulle prøve, gik det helt galt så måtte de jo finde en vikar. Jeg startede op og afholdte to kursus dag, hvor jeg informerede kursisterne om min sygmelding og at jeg stod der midt i min angst og depression, samt kvalme og rysten inde i kroppen. Så jeg spurgte dem om de ville bære lidt over med mig hvis jeg gik i stå en gang imellem. Jeg fortalte dem sandheden i bund og grund. Nå men efter de 2 gange så fik jeg Corona og måtte ligge mig syg igen og fik så ikke afsluttet som jeg ville på arbejdspladsen. Sige ordenligt farvel og runde det godt af.

Nu sidder jeg her i slut januar og har allerede været til møde med min jobkonsulent, så jeg kan få mig et nyt fleksjob… Uha om jeg er klar eller ej… Hmm måske ikke helt. Det meste af januar har bestået af møder ang. mig selv og min datter. Jeg laver Tiimo skema (visuel kalendersystem på en app og hjemmeside til hende minimum en gang om ugen og ellers redigere jeg det hver dag) for at hun bedst muligt kan fungere i en almindelig klasse med 24 børn og så hendes dag er så forudsigelig som muligt.

Her i 2022 har jeg besluttet mig for at jeg skal prioritere mig selv og min datter der er under 18 år. jeg vil leve sundere og passe bedre på mit helbred og mig selv, have lov til at være egoistisk og sige mere nej til noget, men samtidig sige ja til mig selv.

Så alt det jeg siger nej til er et ja til mig, hvis det giver mening?

Jeg vil også se om jeg endnu engang kan blive bedre til at opdatere denne hjemmeside så der ikke går sååååå lang tid imellem. Men tror lige at jeg skal have et mini kursus af min webansvarlig, for der er rigtig meget jeg ikke kan huske hvordan jeg gør.

Der er simpelthen gået en klap ned. Bum.

Hej igen

Del 1.

Det her er mig.

Min svigerdatter Mille har taget billederne. Jeg har aldrig været glad for at få taget billeder af mig selv, sådan helt direkte, det er lidt grænseoverskridende og svært at være i, når man skal være alvorlig eller prøve på det. Har altid lavet ansigter eller gemt mig på en eller anden måde.

De sidste par år har jeg virkelig skulle tage mig sammen for at få taget et billede bare af mig selv. Elsker billeder og se billeder af andre, bare ikke mig selv.

Men tænker at nu må jeg hellere få sat et op af mig selv og fortælle hvorfor jeg har været så stille det sidste halve år.

Mistet stemmen!

Min stemme er svag næsten væk, ja jeg er blevet drillet rigeligt hjemme så det er der vist ingen grund til mere. Har været ved lægen og der er ingen lægelige forklaring på hvorfor den er væk. Har også feber, men ikke ondt i halsen mere. Min egen teori er at min krop mener jeg skal have ro og tænke lidt på mig selv. Min krop har altid haft en tendens af at sige fra selv når jeg ikke selv husker at gøre det, og der er ens krop jo meget intelligent. Denne gang har min krop åbenbart sagt at nu tager jeg din stemme og giver dig lidt feber så du bliver mere udmattet og træt, samt ikke kan bruge din taleevne til det du plejer, for så kan du fucking lære det. Så mange tak kære krop fordi du gør det svært for mig. Men jeg skal nok høre efter og har da også slettet alle mine aftaler på nær dem der er utrolig vigtige. for der er en jeg ikke kan aflyse, og det er mødet på børnepsyk i morgen, ang. min datter, netværksmøde med skole, kommune, buc, forældre og specialpædagog, for at vi alle arbejder i en retning. Det møde kan jeg ikke aflyse, så der kommer jeg og må tage en masse piller for at være opretgående og så må jeg sige hvad jeg nu kan med den stemme jeg har. Min læge sagde at det skal højst gå en uge og hvis stemmen ikke er der så skal jeg vel komme igen tænker jeg. Men nu så er det stilhed og ro min krop og jeg har brug for.

Tænker at vi er mange der kan mærke når ens krop siger fra, fordi vi kender vores krop SÅ godt efterhånden. Efter de mange år med smerter og sarthed i kroppen. Sidste uge var også en meget hård uge syntes jeg, blev ringet op af skolen hver dag, enten har jeg skulle hente min datter tidligt ellers så har hun reageret udadvendt, udmattet eller andet. Det er hårdt både for hende og jeg.

Netværksmøde for koordinatorer

Min morgen startede kl. 5.15 med et vækkeur der syntes at jeg skulle vågne. Syntes at det var rigtig svært at finde sine øjne på den tid af morgnen, men så er det jo dejligt at der er opfundet en bruser hvor der kan komme vand ud af.

Jeg er så heldig og priviligeret at min søn og svigerdatter har fri i dag så de har også været tideligt oppe for at køre med til Odense. Dels fordi jeg ved at jeg ikke har overskud eller er vågen nok til at køre hjem igen kl. 16.00 dagen mødet starter kl. 9 og slutter kl. 16 og så Ca. 2 timer i bil, det er lige til en ulykke og det har jeg ikke lyst til, så de unge mennesker sørger for at jeg kommer helskindet hjem igen i eftermiddag.

For en uge siden lavede jeg en handleplan sammen med mine kursister på pårørende holdet, det er bekymringstid som jeg har skulle gøre 5 dage ud af 7 og det

Række ud efter hjælp

Efter beskeden ang. min datter og det har givet anledning til selvindsigt så har jeg selv været ved lægen og udfyldt papirer så hun kunne se om jeg har tegn på adhd, og som jeg nok regnede med så har jeg også stærke udsving på den kant. Hun syntes så at jeg skal videre til nogle professionelle så jeg kan få den rette hjælp når nu jeg jo også har et par andre udfordringer med krop og sind. Jeg kan mærke at alt det med min datter og manglende forståelse fra hendes far, så går det mig rigtig meget på, og humøret er ikke det rigtige, det er som om der er kommet en lille osteklokken ned over mig igen, og når mit sind går bare lidt ned af bakke så gør min krop det også.

Jeg har taget antidepressives i flere år og har været på 20 mg de sidste 3 år for at holde mig stabil, så der ikke er så mange udsving i det daglige, da alle mine diagnoser er nogle der er kendt med depressioner så jeg har altid den ene arm inde i klokken. Nå men snakkede med lægen i dag ang. humøret også og nu er jeg på 30 mg om dagen igen i en periode. Ligeledes har min kollega og ven husket mig på at jeg skal sætte tid af til bekymringer så det er en del af min handleplan det næste stk tid så jeg husker det.

Jeg havde min mindste datter til sin første svømmetime i dag efter sommerferien og da jeg kommer hjem så ligger der en buket blomster og en pakke på bordet. Jeg spørger min kæreste om det er ham og han siger ikke denne gang. Jeg læser på det lille kort og der står min ældste datters navn Rebecca, det er hende der har sendt mig det hele. Jeg pakker kortet ud med billedet af alle mine tre børn og i kortet står der dette/se billede.

Som en rigtig mor og en med hjerte så bliver jeg ekstrem rørt over de flotte ord og den fine tanke. Hun er da super godt opdraget.

En dårlig dag

Har sovet dårligt pga smerter. Vågner utrolig træt og fuldstændig uden kræfter. Min krop er tung, den har utroligt ondt alle steder. Mit hoved følelse som om det er fastspændt i en skruetvinge.

Jeg ligger i min seng med min hund, kan ikke koncentrere mig så meget om at se noget, så har sat en god gammel kending på som bare kører, harry potter filmene kan man altid se.

Har måtte aflyse kurset lær at tackle kroniske smerter, da jeg slet ikke har kunnet koncentrere mig om noget i dag. Ironisk nok har jeg skulle undervise i noget som min krop kender alt for godt. Og det den kæmper med lige nu.

Prøver at skrive dette opslag, men med mange pauser i mellem, så håber det giver bare lidt mening.

Mine lyster/cravings er uendelige lige nu, min krop skriger efter noget hurtigt fix af sukker og energi, den er HELT drænet fra alt.

Mange kender denne følelse så jeg er sikker på at jeg ikke er alene med smerterne i dag.

Hvis nogle skulle gøre noget godt for mig i dag, så er det både at lade mig være, da jeg ikke magter at tale tlf eller snakke med nogle, og komme med en kartoffelkage, kanelsnegl, et kilo blandselv slik som jeg kan lide, marcipanbrød, skagenshorn, cacaomælk, cola zero. Bare aflevere tingene og smutte igen. Jeg vil bare have fred.

Så dagen i dag går ud på at hive den side der siger tirsdag ud af kalenderen og håbe på at onsdag er en bedre dag.

Et nyt vendepunkt i livet.

Efter snart 7 år er der endelig sket noget, min datter fået diagnosen svær ADHD og det skal vi nu lære at leve med. Vi har så altid levet med det, men nu er der sat ord på og nu kan hun få de hjælpemidler og støtte hun har brug for.

Mine skuldre er faldet en del ned efter i dag, men ikke helt, nu skal der endnu mere i gang med strukturen selvom jeg har meget struktur herhjemme så halter det hos hendes far, og i skolen. Jeg håber at hun får tilbudt et special tilbud, da hun ikke kan overskue de 25 børn + 2 lærer hver dag. Hun bliver ekstrem træt og har utrolig mange tics. I januar fik hun diagnosen tourettes og den er MEGET tydelig i hverdagene, men ikke så udbredt i ferierne.

Min søn på 20 har ADD med autistiske træk, så jeg er vant til at vejlede og give struktur, så det bliver der ikke noget nyt i. Med ham var vi ikke så heldige da jeg tabte kampen ang. udredning og han ventede til han blev 18 år for selv at gå igennem en udredning. Det er bare ikke sjovt når ens børns fædre ikke ser det samme som en og mener at man er hysterisk eller overreagerende! Også i min søns tilfælde vidste jeg bare at der var nogle udfordringer. Så jeg har støttet og været en rådgiver til min søn selv.

Efter min datter og søn har fået diagnoser så begynder man at se lidt indad, især når deres fælles link er mig deres mor, de har hver deres far så det må være mig som mor de har det fra?? mange af tingene kan jeg genkende i dem begge to, men mest i den mindste pige. Jeg vil da også have klarhed, ikke så meget for andres skyld og det ændre ikke noget hos mig i dagligdagen, men SÅ meget ville give meget mere mening, når man tænker tilbage til barndommen og ungdomslivet.

Jeg kalder det et nyt vendepunkt, da det lyder lidt mere positivt end endnu en udfordring at tackle. Jo mere der kommer af vendepunkter, jo mere træt kan man blive, men også meget fast besluttet på at det skal lykkes at give sine børn de bedste værktøjer her i livet, så de kan blive stærke selvstændige unge mennesker og senere voksne.