Efter snart 7 år er der endelig sket noget, min datter fået diagnosen svær ADHD og det skal vi nu lære at leve med. Vi har så altid levet med det, men nu er der sat ord på og nu kan hun få de hjælpemidler og støtte hun har brug for.
Mine skuldre er faldet en del ned efter i dag, men ikke helt, nu skal der endnu mere i gang med strukturen selvom jeg har meget struktur herhjemme så halter det hos hendes far, og i skolen. Jeg håber at hun får tilbudt et special tilbud, da hun ikke kan overskue de 25 børn + 2 lærer hver dag. Hun bliver ekstrem træt og har utrolig mange tics. I januar fik hun diagnosen tourettes og den er MEGET tydelig i hverdagene, men ikke så udbredt i ferierne.
Min søn på 20 har ADD med autistiske træk, så jeg er vant til at vejlede og give struktur, så det bliver der ikke noget nyt i. Med ham var vi ikke så heldige da jeg tabte kampen ang. udredning og han ventede til han blev 18 år for selv at gå igennem en udredning. Det er bare ikke sjovt når ens børns fædre ikke ser det samme som en og mener at man er hysterisk eller overreagerende! Også i min søns tilfælde vidste jeg bare at der var nogle udfordringer. Så jeg har støttet og været en rådgiver til min søn selv.
Efter min datter og søn har fået diagnoser så begynder man at se lidt indad, især når deres fælles link er mig deres mor, de har hver deres far så det må være mig som mor de har det fra?? mange af tingene kan jeg genkende i dem begge to, men mest i den mindste pige. Jeg vil da også have klarhed, ikke så meget for andres skyld og det ændre ikke noget hos mig i dagligdagen, men SÅ meget ville give meget mere mening, når man tænker tilbage til barndommen og ungdomslivet.
Jeg kalder det et nyt vendepunkt, da det lyder lidt mere positivt end endnu en udfordring at tackle. Jo mere der kommer af vendepunkter, jo mere træt kan man blive, men også meget fast besluttet på at det skal lykkes at give sine børn de bedste værktøjer her i livet, så de kan blive stærke selvstændige unge mennesker og senere voksne.
Judith Nordby 